Postkort, ja, det har knebet noget med at få nogen af dem sendt. Det er ellers ikke fordi vi ikke har oplevet noget siden foråret - nærmest tværtimod. Jeg er blevet ordineret, vi har haft en dramatisk sommerferie med Auntie Ruth på sygehus, efteråret er gået slag i salg med kurser, bryllupper både i England og Danmark og en begravelse i England også. Vi har fået en meksikaner i familien og har derfor lært alverdens små ord som f.eks. smør (Jeg kan sige det, ikke stave det). Vi er kommet godt igang med at dele menighederne i Esbjerg og Vejle imellem os. Indtil videre tegner det godt - jeg tror vi bliver glade for det. Og forhåbentlig gør menighederne så også - de virker i hvert fald godt tilfredse ind til videre.
Det helt store er nok at jeg efter en god men hård retræte i Sverige i begyndelsen af november har haft det ikke så godt. Jeg er træt, ked og slatten. Der er ikke noget unaturligt i det, det er vist bare faktisk godt at det kommer. Jeg har for første gang i tre år rigtig grædt over hvor svært det var da menigheden i Vejle eksploderede. Jeg har først nu mærket hvor trist det var da Duncan var syg. Og jeg lader mig selv være ked af at vi ikke endnu har fået det barn vi/jeg så gerne vil have. MEN jeg har det bedre nu end jeg havde for tre uger siden. Selvom jeg nu hvor jeg har arbejdet fuld tid i en uge godt kan mærke jeg ikke har så mange kræfter.
Anywho, glæder mig til julen: til ikke at "skulle" noget i to uger i streg. Til få lov til kun at være sammen med mine yndlingsmennesker, og til bare at være herhjemme flere dage træk.
Nåeh ja, og så har vi været til informationsmøde om adoption -fordi det jo kan være det er sådan vi skal have barn. Det var godt - og mærkeligt. Befriende at sidde der og se at de andre 30 der var der så lige så ualmindeligt almindelige ud som os. ACs hjemmeside er: www.a-c.dk hvis der var nogen, der skulle have lyst til at kigge. Det vi fik ud af aftenen - udover at vide en hulens masse om at huske bleer, børns reaktioner og etik i forhold til adoption og en masse andre gode ting, var at vi ikke er klar til at bestemme os for at adoptere - heller ikke selvom processen tager ca. 3 år (!). Så nu venter vi på hvad gynækologen har at fortælle os når vi skal se hende i januar. Og så forsøger jeg at huske på at kvinder før har grædt og bedt til Gud, og at han har givet dem børn. Og at det for nogen af dem endda var deres dybeste længsel endda det samme som hans vilje for dem. Maria, Hannah, Rakeel.... //
Post cardsm, we haven't sent many of those lately. Not because we haven't done anything since the spring. I've been ordained, we've had a dramatic holiday with Auntie Ruth on the hospital, the autumn has been filled with courses, weddings, a funeral and what not. We've got a mexican in the family and have learned to say all sorts of things like butter (I can say it but not spell it)We've started well with working together in the congregations in Vejle and Esbjerg. So far it's looking good, and I think we'll be happy with it. And the congregations doesn't seem to mind it either.
Since I was on retreat in Sweden in the beginning of November things have been quiet - I came home tired and sad although it's been good. I think it's a good thing. For the first time since we've been in Denmark I've felt how hard iot was when the crisis hit Vejle, and how sad I was that Duncan got ill. And I'm letting my self be sad that we haven't got the baby yet tthat we/I would so like to have. BUT I'm much better now than I was three weeks ago. ALthough noew after a wek on fulltime I feel very tired - I can feel I'm not in full stregnth yet.
Anywho, I'm looking forwards to the yuletide: Doing nothing for two weeks or so. Just being....
O, and then we've been to an information meeting about adopting - because maybe that is how we are going to have a child. It was good - and strange. Liberating to sit there and see that the other couples looked just as normal and ordinary as we do. If you're interested the website for the organisation is: www.a-c.dk - and it's in English too. It was a good evening, and we now know that we're not ready to decide to adopt - although the process may take up to 3-4 years(!) So now we're waiting to hear that the gynecologist has to say to us when we go there at the end of January. And I'm trying to remember that other women have cried and longed and that God heard them too. Mary, Hannah, Rachel ...