Jeg har sådan et godt forhold til min kiropraktor. Dels er hun en herlig kvinde, og dels er jeg kommet der en del. Desværre. Men sådan skal det ikke være længere! Hurra. Der var nemlig ikke noget at komme efter idag da hun tjekkede min ryg.
Jeg vidste det jo godt inden jeg sad hos hende - at jeg ikke "har kunnet mærke min ryg". Og alligevel var det en fantastisk lettelse at høre hende sige det. Min rygtræning og svømning har battet noget! Alene gi'r mig en fornemmelse af at have bedrevet noget, at have gjort noget godt for mig selv.

Og det utrolige er at jeg i mandags vovede mig ud at løbe i mine nye løbesko.... og det kunne ryggen også holde til. En fri kvinde!Dejligt!

Adams Æbler: sjov, men også ret sørgelig.

Præsten Ivan viser er et studie i fornægtelse - og ikke i selvfornægtelse på den fede måde. Nej, han nægter at se virkeligheden i øjnene. Den spastisklammede søn er ikke lam - han er bare ikke på toppen efter en hård influenza. Og konen begik ikke selvmord -hun troede bare pillerne vare gule M&Ms. Og Khalid røver ikke Statoil mere, han sparer bare op til nyt tøj. Ingen er onde eller har evnen til at gøre noget forkert. Nej, det er den Onde selv, der tester dem.

Hans fornægtelse af sandheden har store konsekvenser. For ham selv, selvfølgelig, fordi han ikke rigtig oplever noget som helst der sker rigtigt. Men også for de mennesker som er omkring ham. Hans manglende mod til at se realiteter i øjnene holder alle omkring ham fanget også. Kvinden Sarah som kommer fordi hun er gravid, men har fået at vide der er 60% chance for at barnet bliver født handicappet. Ivan fortæller hende om sin egen søn: "Vi fik at vide der var 75% chance for at han var handicappet .. men når jeg ser på ham når han løber rundt eller bare sidder og laver lektier, så er vi da lykkelige at vi traf det valg. Du skal følge dit hjerte og få det barn." Men virkeligheden er den at Christoffer ikke kan løbe, og at der ikke længere er noget vi til at være glad - eller ked - af drengen. For Ivans kone begik selvmord pga barnets handicap. Men Ivans fornægtelse af sin egen sanhed gør ham ude af stand til at tage en andens problemer alvorligt.

Det samme ser vi da han er på besøg hos den døende Poul, som under 2. Verdenskrig arbejdede for tyskerne - måske i koncentrationslejrene. Poul ligger for døden og lider af dårlig samvittighed. Han føler ikke han fortjener andres godhed, og fortæller at han har det dårligt med at komme i kirken fordi han er bange for det han har gjort. "Det kan ingen tilgive." Ivan lytter, men hører ikke hvad Poul siger. Alle fortjener godhed, og alle har slået en skævert, men Gud tilgiver alt spå Poul skal holde op med det pjat. Ivan er igen ikke i stand til at tage et andet menneskes kvaler og problemer alvorligt. Og det ender med at Poul dør uden at få fred og syndsforladelse. Til Pouls begravelse fortæller Ivan hvordan Pouls sidste ord var: "Jeg er klar" i skrigende kontrast til scenen fra hospitalet.

Det uhyggelige, synes jeg, er at Ivan ganske givet tror på at det hænger sådan sammen. Ikke før til sidst trænger Adam igennem til ham - og da han gør kommer Ivan til at tro at det ikke er den Onde der er ude efter ham, men Gud. Ingen i filmen snakker om muligheden for at vi mennesker selv har ansvar også for hvordan det går galt og gør ondt i vores og andres liv.

Det er selvfølgelig det evige spørgsmål: hvor kommer ondskaben fra? Fra Gud, fra djævelen eller fra mennesker? Ivan har valgt menneskene fra - de er ikke i stand til at gøre hverken ondt eller galt. Og på den måde kan man elske dem uanset hvad. På den anden side gør det jo lige præcis at han ikke kan elske dem. I hvert fald ikke som de er.

Det er så nemt at digte små historier om virkeligheden sådan at den er til at holde ud. Det er måske også okay til en vis grad. Vi har brug for historier. Det er kun gennem historier at vi kender os selv og hinanden, men når historierne tager overhånd og ikke kan erstattes med andet i mødet med andre, så bliver det forkvaklende.

For mig blev filmens budskab at ens egne historier om virkeligheden kan ødelægge andre og være med til at holde dem fast i deres problemer. Man behøver ikke altid at have historier eller svar, nogle gange er det bedste at stå ved livet, omstændighederne som de er. Fordi livet nogle gange leves, der hvor det gør ondt, og hvor der ikke er nogen god grund til hvorfor det er sådan.

Åh, giv mig mod til at bekæmpe min indre Ivan.

Jeg undres ... Der er i hvert fald nogle ting jeg ikke helt forstår. Jeg er ligesom det meste af Danmarks befolkning blevet rigtig forarget og forskrækket over hvordan nogen koldt og kynisk kan finde på at misbruge andre. Nærmere beskrevet unge piger - og børn.
Men samtidig er jeg skruet sådan sammen at jeg ikke kan lade være med at zoome lidt længere ud end den her ene mand.
Og så er det jeg undres - eller ikke rigtig forstår. Jeg synes det er aldeles forkert at misbruge andre - og især mindreårige. Men jeg kan også godt forstå at man kan blive forvirret hvis i forvejen er syg, ude på en glidebane, mindrebegavet, hvad ved jeg....
For hvordan kan vi(vi = samfund) på den ene side fordømme mennesker som tiltrækkes af unges seksuelitet og udstråling, mens vi på den anden side synes det er helt okay at smække den op over det hele?
Som eksempel den her plakat som jeg i lang tid er cyklet forbi hver dag på arbejde:


I mine øjne ser hun ikke særlig gammel ud. Og tager man en tur i H&M og køber undertøj, så er det også meget unge piger, der reklamerer der.

Det ene retfærdiggør ikke det andet. Men måske skulle vi (vi=os, der udgør samfundet) turde se vores egne tabuer i øjnene og snakke om, hvordan forskellige ting påvirker hinanden. Og ikke mindst det ansvar vi hver især har overfor andre.
Nogle vil påberåbe sig ytringsfrihedens ret til at vise hvad som helst. Men som kristen er jeg nødt til at sige at vi, der ikke har problemer med at se de uldne grænser, er nødt til at hjælpe de, der har svært ved det. Som der stod på et advarselsskilt mod lommetyveri i den hal jeg trænede badminton i som teenager: "Lad vær' at friste andre". Eller som Paulus skriver: "Alt er tilladt, men ikke alt gavner. Alt er tilladt, men ikke alt bygger op. " (1. Korinterbrev 10:23-24)