Well I've finally done it! I'm sure that the 4c catagory means that I'm 'Rigspolitichefen' (Police Chief), so watch out! :P Second time round, didn't speed this time, I failed because I drove too fast - not that I intend to be a boy-racer or anything. I've had a paper driving card for the last week and then the 'real' thing arrived yesterday in the post. Its a funny thing driving because you gain alot more freedom in being able to get were you want to be when you want to be(within certain limits), but with that freedom also comes responsibility, responsibility for your car, other motorists, pedestrians, after all it is a potentially lethal thing you're now in control of. That duality of freedom and responsibility is probably true of much that gives freedom, with it comes the responsibility to use it properly.

Det kører for Duncan! Frem og tilbage over det mest af den sydlige region ;-) Det føles også som ren luksus at få lov til at være passagerer. Den første gang han kørte tilbage efter brunch i Esbjerg hos Jane og Jesper var godt nok lidt underligt - jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle stille op med mig selv. Når man nu kun har siddet bag rattet i næsten et år. Hvad får man lige tiden til at gå med ved siden af?! Jeg har dog opdaget at man kan se mange ting ud af vinduerne. Og så prøver jeg at koncentrere mig om ikke at kommenterer alting ---koblingen er ikke altid ligenem og gearskift er ikke så glidende, endnu altså.
Ellers går det stille og roligt. Vi har været glade for at bo på anden sal i den forgangne uge. Vandet i åen skal stige en del før det påvirker os her! Selvom det nu var "vores" å, der skabte kaos i midtbyen. Stenen vi plejer at måle efter var helt væk. Man kunne ikke engang se hvirvler ovenover den, så der var meget vand.
Efter de sidste to dage at have mødet mennesker, som har turdet være ærlige med hvordan de har det, vil jeg øve mig i også at turde. Det er så nemt at svare pænt, når man bliver spurgt om hvordan det går. Især når der bliver spurgt til hvordan Duncan har det. Svaret er at det går op og ned. Og ikke altid ligemeget op. Det kombineret med det her uafbrudte regnvejr har gjort det knap så fedt. Jeg har grund til at tro at det vender nu - ikke kun fordi der er klar frost og solskin udenfor. Men af mange grunde. Bl.a. fordi vi den anden dag blev ringet op af en ven, som vist ikke var sikker på hun skulle, men som gjorde ret i det hun sagde. Det er godt med folk, som kærer sig (godt gammelt udtryk) nok til at blande sig ;-)
Derudover er der to uger til vi har vinterferie. Den skal bruges på "Projekt Hus" og så hinanden. Jeg glæder mig!
I aften skal vi på skovtur til Tirsbæk. Forhåbentligt er der stjerneklart!

Vi har ikke skrevet siden vi kom hjem fra England. VI havde en god tur. Særligt Duncan nød sproget, fish'n'chips, og Christmas pudding (Jeg har stadig ikke helt fanget pointen med de sidste to?!) Selvom vores ophold var lidt kort passede det hele nu meget godt. Måske fordi julen er et tidspunkt hvor alle har afsat tid til at være sammen, og måske fordi dem vi gerne ville se var samlet på ét sted på én gang. Og nogen af dem kom endda over til Ian og Jean så vi ikke skulle rejse efter dem. Det betød bl.a. at vi fik set lille Eve (Duncans kusines datter) Hun var et år til vores bryllup, nu går hun i skole og delte knallerter ud til os alle sammen inden vi spiste. Nogle stykke fra Duncans ungdomsgruppe spiste frokost sammen en dag (på en café hvor varme var et fremmedord) Allerbedst var det at se James igen. Han planlægger at tage til New Zealand i 18 måneder. Måske er det længe nok til at vi kan spare op og tage ned og se ham? Han har problemer med at udfylde de relevante ansøgninger hvor han skal forkalre de faglige fordele ved hans ophold. Det viser sig at dykning og snow boarding ikke tæller som fagligt materiale for revisorer...
For en gangs skyld havde vi også mulighed for at være med til det årlige Thompson juletamtam. Det var rigtig sjovt - godt at ha' tid til at snakke med kusinerne og deres kærester, og opleve at vi er en del af en familie også i England. Det var begrænset hvor meget vi nåede at være sammen med dem mens vi boede i England. Den dag vi tog afsted spiste vi frokost hos Granddad og Winnifred. Granddad især ser gammel og skrøbelig ud. Det er altid mærkligt at tage afsted fra dem - vi kommer til at tænke på om de mon er her næste gang vi kommer?
Vi kom hjem til midnat d. 30, Duncan stod op og tog til gudstjeneste i Århus søndag, og om aftenen holdt vi Nytårsaften i Esbjerg. De første dage i 2007 blev brugt på at hvile. Og ligenu kæmper jeg med den forkølelse jeg reddede mig i den kolde café. Næste ting på programmet: Duncans køreprøve!! ///Haven't written since we came back from Christmas. We had a great time in England. Especially Duncan loved the language, the fish'n'chips and the Christmas pudding. (I still don't quite get the latter two?!) ALthough our stay was rather short everything fitted in nicely. Maybe because Christmas is a time of year when people have time to be together anyway - and maybe also because so many of the people we'd like to see was gathered at one place at one time. Some of them even came to us. So we saw the lovely little Eve - she was 1 at our wedding but is now a little lady who attends school, and hands out crackers to every one. Some of the guys from Duncan's old youth group came together for a lunch. Duncan was happy to catch up with them. I was happy to get a chance to catch up with James. Good man, good friend. He's off to New Zealand for at least 18 month. Maybe long enough for us to save up to go and see him?! He was having problems filling in the forms to his firm to explain the actual benefits for his work if he went (apparantly scuba diving and snow boarding doesn't count as professional targets in accounting?!) For once we also had the oppertunity to be at the annual get-to-gether-Christmas-party in the Thompson Clan. On the day of us leaving we had lunch with Granddad and Winnifred. Especially Granddad looks frail and old. It's always strange leaving them, because we can't help but think "will they be here next time we come over?"
We came home at midnight on the 30th, Duncan got up for the service in the morning, and in the evening we welcomed the New Year in Esbjerg. The first days in 2007 was spend resting - and now, secong week, I'm fighting off the cold that started in that *** cold restaurant in Sutton. Next up: Did Duncan pass his driving test today?!