Det kører for Duncan! Frem og tilbage over det mest af den sydlige region ;-) Det føles også som ren luksus at få lov til at være passagerer. Den første gang han kørte tilbage efter brunch i Esbjerg hos Jane og Jesper var godt nok lidt underligt - jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle stille op med mig selv. Når man nu kun har siddet bag rattet i næsten et år. Hvad får man lige tiden til at gå med ved siden af?! Jeg har dog opdaget at man kan se mange ting ud af vinduerne. Og så prøver jeg at koncentrere mig om ikke at kommenterer alting ---koblingen er ikke altid ligenem og gearskift er ikke så glidende, endnu altså.
Ellers går det stille og roligt. Vi har været glade for at bo på anden sal i den forgangne uge. Vandet i åen skal stige en del før det påvirker os her! Selvom det nu var "vores" å, der skabte kaos i midtbyen. Stenen vi plejer at måle efter var helt væk. Man kunne ikke engang se hvirvler ovenover den, så der var meget vand.
Efter de sidste to dage at have mødet mennesker, som har turdet være ærlige med hvordan de har det, vil jeg øve mig i også at turde. Det er så nemt at svare pænt, når man bliver spurgt om hvordan det går. Især når der bliver spurgt til hvordan Duncan har det. Svaret er at det går op og ned. Og ikke altid ligemeget op. Det kombineret med det her uafbrudte regnvejr har gjort det knap så fedt. Jeg har grund til at tro at det vender nu - ikke kun fordi der er klar frost og solskin udenfor. Men af mange grunde. Bl.a. fordi vi den anden dag blev ringet op af en ven, som vist ikke var sikker på hun skulle, men som gjorde ret i det hun sagde. Det er godt med folk, som kærer sig (godt gammelt udtryk) nok til at blande sig ;-)
Derudover er der to uger til vi har vinterferie. Den skal bruges på "Projekt Hus" og så hinanden. Jeg glæder mig!
I aften skal vi på skovtur til Tirsbæk. Forhåbentligt er der stjerneklart!