Meget tidligt lørdag morgen (eller sent fredag nat?) blev Duncan indlagt til observation på A260 på Vejle hospital. Nu har han jo være indlagt der i et stykke tid, så flere sygeplejersker og social og sundhedshjælpere kom hen og sagde velkommen igen. Jeg tror ikke de var glade for at se ham. Han fortalte dem, det var fordi han sådan savnede dem. Hvortil én af dem raskt svarede: "Så skulle du tage at komme med en kage næste gang du savner os!"
I eftermidag fik han lov til at komme hjem igen. Det er rart. Han er blevet sat på en anden slags smertestillende og så har han fået mavesårsmedicin med hjem. Dem skal han tage den næste månedstid. Så skulle irritationen have lagt sig.
Det er selvfølgelig hårdt fordi vi ikke har fået sovet så meget fra fredag til lørdag. Men det værste var skuffelsen over at den normalitet, vi var begyndt at ane lige forsvandt igen. Og at Duncan ikke kom med til Esbjerg og var med til at konfirmere Emma derovre. Det havde vi ellers alle sammen glædet os sådan til at han skulle!
Jeg tror nu at det ikke bliver mere end et lille tilbage skridt. Han har ondt og er øm i maven som for fjorten dage siden. Både i selve mavesækken og i såret. Men hans arme og ben føles stadig stærke, siger han. Og han har taget 1 kilo på siden han kom hjem!
Ligenu sidder han ved sit "legebord" og vi har blomster i hele huset. En buket fra vores distriktsforstander Jørgen, en fra et par i menigheden i Esbjerg som var ment som "velkommen igen", og "resterne" fra Emmas konfirmation. Så her er liljer, roser, brudeslør og nogle jeg ikke ved hvad er. Og inde i haven i Vissingsgade er mine tulipaner sprunget ud og vibeæggene står spinkle og smukke!