Ny Salmebog
Min kirke har lige fået ny salmebog. Et projekt som har strukket sig over 12 år. Når man som mig ikke har været bevidst om hele processen, simpelthen fordi jeg var for ung da den begyndte, er det svært helt at tage ind hvilken mammut anstrengelse her er tale om for en lille kirke som vores.
Men vi kan være stolte af den - og selvfølgelig af det enorme frivillige arbejde som er blevet lagt i dens tilblivelse. Jeg tror, vi bliver glade for den. I hvert fald er det dejligt at have en bog som ligenu samler alle de sange og salmer som vi bruger. Og flere til.

Til præsentationen af salmebogen sang vi en sang, som endnu ikke har sluppet mig. Den er ny og den er relevant. Den handler om Jesus, men Jesus i verden. Der hvor han hører til! Den sætter nogle utrolige ord og billeder på Jesus' nærvær:

Søger du mod fjerne havne
efter guld og røgelse,
vil du se, på tusind favne,
noget, som et spøgelse.
Som et lys, der lydløst følger
skibets farefulde færd,
kommer det på nattens bølger
undertiden ganske nær.

Når de store have stiger,
og din nabos skib går ned,
og I danser, mens de skriger,
følger skyggelyset med.
Der er huller i dets hænder,
i dets hjerte dybe sår.
Det er hul i ho’det, venner,
at I ingenting forstår.

Kan det lys vel være andet
end min spøgefulde ånd.
Hvem sku’ ellers gå på vandet
med en udstrakt hjælpehånd.
Selv på dødens oceaner
færdes jeg på sikker grund,
jeg kan danse på vulkaner,
jeg er nær i hver en stund.

Jeg er nær, når livet lykkes
i de kæres sammenkomst.
Jeg er nær, når kisten smykkes
med en ynglings yndlingsblomst.
Jeg er med i statistikken
over unge, hængte mænd.
I kloakken, på klinikken,
overalt går jeg igen.

Jeg er med jer alle dage,
alle mørke nætter med.
Jeg er mægtig, i de svage,
til at rive mure ned.
Det er mig, der kalder sammen
til det store gæstebud.
Det er mig, der tænder flammen,
når et oprør bryder ud.

Jeg er sjælen i kritikken
af et destruktivt system.
Jeg er inde i musikken;
jeg ta’r fat på dit problem.
Det er mig, der protesterer,
når de mindste mangler brød.
Skønt jeg ikke eksisterer,
må du tro mig for min død.

Jeg går gennem låste døre
uden larm og låsesmed.
Jeg har tusind ting at gøre,
tusindfryd at frådse med.
Det er altid mig, der er den,
når I leger syndebuk.
Jeg går ind for dig og verden;
jeg gør dig og verden smuk.

Jeg er med i dine tanker,
når de flyver i det blå.
Jeg er med på korsets planker,
det må alle lide på.
Jeg er med i alles smerter,
jeg er kroppens sjette sans.
Lad mig bo i jeres hjerter;
tag mig med i jeres dans.

Jeg kan danse på vulkaner,
jeg kan kysse med din mund.
Under dødens oceaner
har jeg rod på sikker grund.
Når den store stormflod stiger,
og selv Noas Ark går ned,
skal I bygge høje diger
af min dybe kærlighed.

Kommer du fra fjerne lande
tung af guld og røgelse,
vil du se, på nære vande,
mig – og intet spøgelse.
I min favn er tusind favne.
Evigt liv er i min ånd.
I mit navn er alle navne.
Dumme-Peter, tag min hånd!
Hans Anker Jørgensen.