Det er forår, alting springer ud .... Der er gået planter i den. Jeg skrev for noget tid siden at hvis jeg skulle have en hobby var det at have venner på besøg til god mad, det er også et godt bud. Men jeg har opdaget at jeg faktisk har en lille hobby - min have. Til stor morskab for min kære mand, som har brugt meget krudt på at fortælle mig om sin barndoms traumatiske oplevelse i al Englands plantecentre med forældre og lille bror, om ikke bare interesserer sig for planter, men som også kan deres latinske navne ;-)

Sidst sommer var jeg på besøg i Tine og Jens' kolonihave og der så jeg den flotteste valmue, en meget stor og kraftig staude. I sidste uge fik jeg så frø af den - Tine var lidt i tvivl om om de ville spire når de nu var så gamle. Duncan købte et mini "drivhus" (som han har set Jean, hans mor, have). Og så i dag - sørme om der ikke er kommet spirer frem! Hurra! Så nu kan jeg vente spændt på at se om de bliver til mere end det. Jojo.

I sidste weekend var jeg på retræte en 30 km. nord for Vejle i et meget smukt område - og der tog jeg en blå bunddække blomster ting med hjem - jeg ved ikke hvad den hedder, men den er pæn. Og jeg så skovsyre blomstre, noget jeg aldrig før har oplevet.

Glædeligt forår!

//

It really has become almost summer! And I have nothing but plants on my mind - almost. A while back I wrote my hobby might be to have friends around for dinner - that might also be true. But I've discovered that I do have a little hobby: my garden. Both my little balcony and the one at the House. This is a great amusement for Duncan, who has gone into great detail in telling about the traumatising visits to varius garden centres across England with his parents and his brother. Who doesn't only like plants but even know their latin names ;-)
Last summer I went to visit Tine and Jens in their little garden, and saw the most beautiful poppy. Big and quite robust. Last week Tine gave me seeds from it, although she had some doubts whether they would sprout, seeing as they were fairly old. Duncan went to buy this little miniature "´green house" (which he'd seen Jean use). And then - today - there's little tiny sprouts. Hooray! So now I'm all excited to see what will come of them.

Last weekend I went away on a retreat in a very nice woodland area. And I took home some blue flowers from the forest floor. I have no idea what they're called. Also I saw these little plants, that taste sour (I don't know their name in English) in flower. Something I've never seen before. Happy spring!

Duncan on the roof. And after the fall with ice on the leg - and finally the bruise up close and personal. In the end it doesn't look very dramatic.

//Duncan på taget. Og efter faldet - og det blå mærke. Som endte med ikke engang at se ud af noget særligt.

The ends meet at last! // Orden ud af kaos

We have come home tired, slightly tanned and veru happy from a weekend off at the House. For three solid days we're been working our socks of. And finally we can see light at the end of the tunnel ( or rather: we can see the floor beneath the dirt) In either case both of us feel we've achieved something. Let me list it: SKirting bioards have been painted (till my back ached, luckily the weather was so good I could stand outside) , doors have been painted, walls have been painted, the ceiling has been painted a third time, we've put wall paper up, we've established that the lamps don't work (???!) the roof's been repaired, ready for painting in the summer (Duncan only fell down once - without getting the hammer/drill in his head and wihtout breaking anything). We've had the help of my mum, my brother, my uncle and his wife, and Jane & Jesper came on a surprise visit Sunday. We've slept very soundly from all the fresh air, and we've come home with a smile of, well, gratitude that we own such a pearl. We actually think we'll soon be able to have people in the House to stay! Obviously there's still little things to be done ( and I know its those that takes for ever) but still, it is little things. And above all its things that doesn't create that much dust! //Vi er kommet trætte og en lille smule solbrændte og meget glade hjem fra en friweekend i Huset. Der er blevet knoklet solidt i tre dage. Og endelig begynder vi at kunne se lyset for enden af tunnelen - eller er det gulvet under alt støv og skidt? I hvert fald føler vi begge vi har fået undrettet noget. Jeg nævner i flæng: Malet fodlister (til min ryg gjorde ondt- men heldigvis udenfor), malet døre, malet halvvæg og skorsten, malet loft tredje gang, tapetseret spisekrog, fået slået fast at lampestederne ikke virker (???!!), repareret tag (Duncan faldt kun ned én gang, dog uden at få hammer/boremaskine i hovedet eller brække noget), haft hjælp af min mor og lille bror (min far har været syg), min onkel og hans kone, haft besøg af Jane og Jesper (overraskelse med jordbærtærte), været til Tantens fødselsdag. Vi har sovet rigtig godt af al den friske luft, og har fået smil på læben af solen og vejret og ---- ja, glæde over at Gud la'r os eje sådan en lille perle. Nu tror vi snart vi kan inviterer gæster og sætte dem ned i en ordentlig stue! Der er selvfølgelig stadig "småting" der mangler at blive gjort, men det er til at overskue nu, og fremfor alt er det der mangler i stuen ikke noget, der støver så voldsomt!

Tjekket have // Groovy garden

Jeg blev så glad da vi påskesøndag havde gæster og Tine sagde at min have lød tjekket - fordi jeg havde klippet lavendler ned... Ak ja, hvis bare sandheden om haven var at den er tjekket. Det er den ikke - den er vild og vovet. Jeg holder vældig meget af Claus Dalbys udtryk om at dyrke have på slump, men ikke engang det er vores have vist endnu. Men hey, den er dejlig og solen skinner i den, fuglene synger, og kastanjerne sprang ud denne weekend! Så er er nogle billeder fra den tjekkede have! // Last week I told a friend that I'd trimmed the lavender in the House garden, she though it sounded like the garden was all groomed. Well, I wish (or do I?) It's not groomed, it's groovy. There's a Danish gardender who talks of gardening as of cooking: a little bit of this and littel bit fo that., I'm not sure we're even there. But still, the sun shines and the chestnuts became green while we were there this weekend. Here's a couple of photos from the groovy garden.

Lydia K er kommet til!

Jeg har haft det så sjovt idag, sammen med Tine. Vi mødtes - i arbejds øjemed - i Build-a-Bear butikken i Århsu i formiddags for sammen at bygge en bjørn. Det vil sige jeg byggede ogTine fotograferede, så hele processen er "dokumenteret" til en artikel til Himmel og Jord. Det var rigtig skægt! Tine havde på forhånd sørget for at vi måtte fotografere løs, men alligevel var der flere af de ansatte som så lidt sjovt på os (eller også var det noget jeg synes?) Der var i hvert fald en der sagde til mig: "Nu er den her bamse jo ikke til dig..." "Øh, jo, det er den faktisk... Øh, jeg er præst og øh... vi laver en artikel...." Han tog det meget pænt.

Hvis du ikke kender Build-a-Bear konceptet, så er det at man er med til at putte fyld og lyd i en bamse, man bestemmer selv dens ydre, og så kan man bagefter væklge forskelligt tøj og udstyr til den. Det store scoop er at alle bamserne får en hjerte indeni, som man skal fylde med kærlighed. Det hjerte putter man så inden i bamsen. Jeg skulle gnubbe på hjertet og ryste det, og blæse på det og sidst men ikke mindst kysse på det for at vække det til live. Jojo, det er ingen lille sag at lave en bamse!

Og fidusen er så, at jeg jo kan se hvordan man ud fra de her bamser som utroligt mange børn har, kan snakke om hvad det vil sige at være skabt af Gud, være skabt i Guds billede, og at vi også er blevet kysset og vækket til live inden i af Gud. "Jeg er lille, men dog stor, når Jesus i mit hjerte bor."

Nu laver vi en artikel til Himmel og Jord, jeg kommer til at holde en børnegudstjeneste med bamsen og der kommer også en post på min præsteblog om det. (www.praestens.blogspot.com)
Jeg skal også nok sætte nogle billeder ind her, så I kan se hvordan det gik til ;-)

I første omgang er her et billede af Lydia K (Det hedder hun, for man skal selvføgelig også give bamsen navn). Jeg kunne ikke stå for grisen - hun har endda krølle på halen. Og for anstændighedens skyld købte jeg underbukser til hende. Med hjerter på (!)

Han er opstanden, sandelig, han er opstanden! // He is risen - he is risen indeed!

Så er påsken her! Vi har begge haft nogle gode gudstjenester der hvor vi har været. Jeg har været i Vejle, Duncan har været både i Århus og Esbjerg.

Efter gudstjenesten fredag kørte vi op til Huset og mine forældre. Vi sov i huset og fik lavet noget der. Duncan fik malet halvmuren næsten to gange, jeg fik ordnet en smule i haven. Rykket lidt ukrudt op, ordnet en kant og plantet en bonderose. Det var dejligt at fingrene i jorden og at være udenfor! Det meste af tiden deroppe var vi dog hos mine forældre. De passede Rasmus (min nevø på 7 år), og min lillebror Lasse var der også. De var begge med ude i huset fredag eftermiddag. Rasmus sad troligt på en stol og holdt øje med ilden i brændeovnen - det er meget spændende! Sjældent er en brændeovn blevet så godt fodret med pap, papir, kastanjer og bark! Efter aftensmaden legede "drengene" krig - det var så sjovt at høre på! Jeg er meget i tvivl om ikke det var Lasse og Duncan der morede sig bedst. Hele huset (undtagen køkkenet hvor vi sad) blev mørklagt, og så gik de, bevæbnede med geværer af Dublo, på jagt i huset efter hinanden. Stakkels Rasmus. På et tidspunkt kom Lasse gennem huset med et gult lagen over hovedet og grinede ondskabsfuldt. Rasmus, der på det tidspunkt meget modigt havde gemt sig i et mørkt skab, kom ud, ligbleg og sagde med meget lille og høflig stemme: "Vil I ikke godt la' vær' med det der? Jeg kan altså ikk så godt li' det." Ak ja, det er svært at lege med de store! Lørdag kom mormor og morfar til frokost. Skiden æg, lam og nougatkage. Jojo, hun kan nogle sager hende mor Jane!

Lørdag morgen (kvarter over syv!) ringede Jacob for at fortælle os at han og Adriane nu er forældre til lille Eva. Så sent lørdag eftermiddag kørte Duncan så stærkt som aldrig før ned igennem landet. Vi nåede det liige inden besøgstiden sluttede. Eva er kommet til verden - og har allerede betaget os.

Søndag aften - påskedag - havde vi inviteret 11 mennesker til påskefest. Filosofien er at hvis påsken er årets største fest, så skal vi også opføre os som om det er det. Det blev en rigtig god aften! Duncans lam med rosemarin var fantastisk, han havde lavet Yorkshire puddings, så det var en rigtig engelsk søndags middag. Min citrontærte og kartoffelkager blev også gode. At være sammen med gode mennesker om god mad er noget af det bedste jeg ved. Hvis det kan være en hobby at have folk til middag, så tror jeg det skal være min. Det er godt for sjælen at være med mennesker man kan lide, have gode samtaler og dele dejlig mad! Billedet her er af borddekorationen, og påskeæggene.

En af gæsterne var Anne på to et halvt, som er Hollys særlige ven (Eller også er det omvendt). Igår lykkedes det dem at være på gulvet samtidig - og snakke sammen. Det blev dog for meget for Holly da Anna begyndte at løbe frem og tilbage i gangen.

Idag skal vi vaske op, slappe af og se den lille Eva igen - måske en smule mere afslappet denne gang! Og så tror Duncan han skal vinde over mig i Risk eller Settlers senere.

Så selvom vi ikke har haft ferie synes jeg nu vi har haft mulighed for at gøre rigtig mange gode "påskeferie"ting, og vigtigst haft mulighed for at se rigtig mange mennesker!

(Og i torsdags blev vi så godt som royale. Auntie Ruth modtog nemlig en særlig pris af den engelske dronning. Så vidt vi har hørt var det noget af en oplevelse. Vi er ret stolte af hende, for det er ikke en automatisk ting at få, det er noget man skal indstilles til af andre. Vi har altid vidst hun er noget særligt, men er glade for at andre også kan se det!)

//

Easter has arrived. We've both had some good services where we have been. I've been in Vejle, Duncan has been in Århus Thursday and Friday and in Esbjerg on Sunday.

Friday we went up north after the services. We managed to do a bit in the -House, but mainly we spent the time with my family. Duncan painted the halfwall almost twice, and I did a bit of gardening. My parents were looking after Rasmus (our 7 year old nephew), and my brother Lasse was there too. After dinner the "boys" were playing war - I'm not sure who had the most fun. The entire house, except the kitchen, was laid dark. I think Rasmus got himself quite a few sacres - it's not quite fair when your teammate and the "enemiy" can lay tactics in English without you realizing what's happening!

On Saturday morning while lying asleep in the House my phone went off - it was our friend Jacob telling us he and Adriane had become parents. So late that afternoon Duncan drove as fast he has ever done from one end of the country to the other - and we just got there in time to see the little wonder. Eva has entered the world, and our hearts.

On Sunday evening - Easter day - we'd invited 11 people around for dinner for a celebration of Easter. If it is the biggest feast of the year, we should act as if it is, is our philosophy. It was a really good night! Duncans lamb and rosemary was amazing, he even made Yorkshire puddings! So it was a decent roast dinner. My lemon pie-thing and cakes were great, too. And being with good people is just one of my favorite things. If it can be a hobby having people around for dinner I'd like to make it mine! I'ts good for the soul to be with people you like, have good conversations and share good food! The picture here is of the table decoration, and the easter chocolates. Anna, a little girl om two and a half, is one of Holly's special friends (Or is it the otther way around?) Last night they managed to be on the floor at the same time, although it was too much for Holly when Anna started running backwards and forwards in the corridor. Not that you can blame Anna; it's a long corridor that's made for running in with little legs!

Today we're going to wash up (!), relax and go to see Eva and her parents again - a bit more relaxed this time. And I think Duncan said something about whipping my behinds in a game of Risk - he wish!

(O, and then, off course, this Easter we almost became part of a roayl family as Auntie Ruth recieved Maunday money from the queen. Quite a day, from what we have heard. We're quite proud of her since it's something she gets because she has been recommended. We're always known she was special, and are happy others recognize that too!)

Mere Stonehenge

Jeg tog en del billeder af Stonehenge. Og kan huske noget af det, jeg fik at vi i øre sneglen. F.eks. er de store sten kommet hele vejen fra Wales. Først over land, så med båd fra kysten på Wales, udenom Cornwall og så op af floden Avon, og endelig over land igen de sidste ca. 30 km. Hvorfor lige Wales? Ja, det ved man faktisk ikke. De mindste sten indeni, som er blåagtige (Det kunne man dog ikke se) er lokale sten.

Stonehenge blev først bygget i træ, og siden rejste man så, ved hjælp af stilladser stenene. Man kender ikke betydningen af Stonehenge, eller de "woodhenges" som findes rundt omkring (Altså tilsvarende steder bygget i træ). Men man har fundet ud af at stenene virker som en slags kalender, fordi solen på midsomme dag, ved hjælp af en sten placeret udenfor cirklen, kaster en skygge gennem cirklen ved solopgang på sommer middøgnet. Derfra viser solen sig så midt imellem forskellige sten hver måned. Men hvorfor det har været vigtigt at vide, ved man ikke, ej heller ved man hvorfor Stonehenge blev bygget præcist på denne bakke, der dengang var skov.

Det er vældig fascinerende at tænke på at mennesker for så lang tid siden at man kan blive svimmel af at tænke på det, havde brug for at kende tiden ligesom vi har det. Og at de kunne bygge noget så kolossalt ved hjælp af rå muskelkraft, træ og snilde. Det får mig til at tænke at jeg er uhyggeligt afhængig af maskiner for at kunne noget som helst.

Marts måned kom og gik - men ikke uden begivenheder. Egentlig ville vi have puttet nogle billeder ind fra Huset i februar - vi har ikke været der oppe siden, men skal afsted et par gange i april. Så skal der nok komme en opdatering. Først i marts var der min fødselsdag, som blev fejret behørigt, synes jeg. Fredag aften havde vi "diverse" venner på besøg - det var rigtig hyggeligt. Og da de tog hjem sad jeg tilbage med en følelse af at være meget rig. Lørdag kom mine forældre, min onkel, tante og fætter Jens på besøg. Det var en god dag - selvom jeg er bange for at jeg overfodrede dem. Men jeg havde fundet en opskrift ( i min mors blad) på både flødekager og napoleonshatte, som jeg var nødt til at prøve på dem ;-) Så kom foråret også i marts - og vi fandt straks vanen fra sidste år frem med at tage til Tirsbæk Strand med en madpakke. Det er det nærmeste vi ligenu kommer på at have en have hernede. Vi kan mærke nu hvor foråret for alvor har indfundet sig at vi savner lidt græs at gå og pille i. Der er grænser for hvor mange gange man kan vende en urtepotte... Selvom vi bestemt er glade for vores terrasse!

Den sidste uge i marts har vi brugt i England i Salisbury på Sarum College. Det er der hvor Duncan læser. Han havde nogle forelæsniger og et par vejledninger. Jeg havde min computer og mine bøger med. Det var ikke en ferie uge, og det føltes heller ikke som ferie. Vi var meget arbejdsomme, synes jeg. I hvert fald er jeg nået betydeligt længere med min opgave end da vi tog afsted. Den skal aflevedes om en måned, så det skal også til at være. Som min kære vejleder sagde, da jeg fortalt ham jeg var ved at gå i panik for godt to måneder siden: "Jaeh, men det er da også ved at være på tide, Anne." Det er godt med ærlige folk!

Lige ved Sarum ligger en af Englands ældste katedraler. Den ældste del af kirke er 800 år gammel (!). På billedet Duncan har taget at skibet kan man rigtig få en fornemmelse af rummets størrelse. Det er en særlig måde at være kirke på, i en katedral. Men en måde jeg holder meget af - i hvert fald at besøge. Jeg ved godt hvorfor jeg hører til i en lille menighed, når jeg har været i katedralen i en uge. Men der er også noget fint ved at have så gammelt et sted, der stadig er levende. Og som nærmest har dets eget liv. Fordi huset er så gammelt, og traditionerne så gamle har jeg nærmest fornemmelsen af at vi mennesker bare er små ting, som får lov til at flyde igennem for en tid, men katedralen har egentligt sit eget stroe og langsomme liv. Det er en meget betryggende fornemmelse, som giver vældig meget ro. Og så er det utroligt at opleve en kirke som har råd til meget finere ting end vi andre har. (Jeg ved godt de ikke har uanede mængder penge til rådighed - jeg snakkede også med stedets præster). For eksempel havde de i år en række billeder af påsken udstillede, som var meget smukke og enkle.

Duncans forældre tog sig tid til at køre ned og besøge os. Det var rigtig godt at se dem, og have en hel dag sammen med dem. De tog os med ud til Stonehenge, som kun ligger en halvtimes tid væk i bil. Det var en meget speciel oplevelse. Først var det lidt "okay, der står nogle store sten på en mark - og hvad så?!" Men efter at have lyttet til den guide jeg havde i øret og faktisk kigget på stenene, kunne jeg godt synes det var utroligt. Stenene blev rejst omkring samme tid som pyramiderne blev bygget. Det er så lang tid siden at det ikke er til at forstå! Det mest imponerende, synes jeg, var den jordgrøft, som var det første, der blev lavet for 5000 år siden - den kan man stadig se! Er det ikke utroligt at jorden mærkes så meget "bare" af en grøft? Det synes jeg var ... ja, tankevækkende.

Og nu, vel hjemme igen? Ja, nu ser vi frem til at fejre påsken!