Marts måned kom og gik - men ikke uden begivenheder. Egentlig ville vi have puttet nogle billeder ind fra Huset i februar - vi har ikke været der oppe siden, men skal afsted et par gange i april. Så skal der nok komme en opdatering. Først i marts var der min fødselsdag, som blev fejret behørigt, synes jeg. Fredag aften havde vi "diverse" venner på besøg - det var rigtig hyggeligt. Og da de tog hjem sad jeg tilbage med en følelse af at være meget rig. Lørdag kom mine forældre, min onkel, tante og fætter Jens på besøg. Det var en god dag - selvom jeg er bange for at jeg overfodrede dem. Men jeg havde fundet en opskrift ( i min mors blad) på både flødekager og napoleonshatte, som jeg var nødt til at prøve på dem ;-) Så kom foråret også i marts - og vi fandt straks vanen fra sidste år frem med at tage til Tirsbæk Strand med en madpakke. Det er det nærmeste vi ligenu kommer på at have en have hernede. Vi kan mærke nu hvor foråret for alvor har indfundet sig at vi savner lidt græs at gå og pille i. Der er grænser for hvor mange gange man kan vende en urtepotte... Selvom vi bestemt er glade for vores terrasse!

Den sidste uge i marts har vi brugt i England i Salisbury på Sarum College. Det er der hvor Duncan læser. Han havde nogle forelæsniger og et par vejledninger. Jeg havde min computer og mine bøger med. Det var ikke en ferie uge, og det føltes heller ikke som ferie. Vi var meget arbejdsomme, synes jeg. I hvert fald er jeg nået betydeligt længere med min opgave end da vi tog afsted. Den skal aflevedes om en måned, så det skal også til at være. Som min kære vejleder sagde, da jeg fortalt ham jeg var ved at gå i panik for godt to måneder siden: "Jaeh, men det er da også ved at være på tide, Anne." Det er godt med ærlige folk!

Lige ved Sarum ligger en af Englands ældste katedraler. Den ældste del af kirke er 800 år gammel (!). På billedet Duncan har taget at skibet kan man rigtig få en fornemmelse af rummets størrelse. Det er en særlig måde at være kirke på, i en katedral. Men en måde jeg holder meget af - i hvert fald at besøge. Jeg ved godt hvorfor jeg hører til i en lille menighed, når jeg har været i katedralen i en uge. Men der er også noget fint ved at have så gammelt et sted, der stadig er levende. Og som nærmest har dets eget liv. Fordi huset er så gammelt, og traditionerne så gamle har jeg nærmest fornemmelsen af at vi mennesker bare er små ting, som får lov til at flyde igennem for en tid, men katedralen har egentligt sit eget stroe og langsomme liv. Det er en meget betryggende fornemmelse, som giver vældig meget ro. Og så er det utroligt at opleve en kirke som har råd til meget finere ting end vi andre har. (Jeg ved godt de ikke har uanede mængder penge til rådighed - jeg snakkede også med stedets præster). For eksempel havde de i år en række billeder af påsken udstillede, som var meget smukke og enkle.

Duncans forældre tog sig tid til at køre ned og besøge os. Det var rigtig godt at se dem, og have en hel dag sammen med dem. De tog os med ud til Stonehenge, som kun ligger en halvtimes tid væk i bil. Det var en meget speciel oplevelse. Først var det lidt "okay, der står nogle store sten på en mark - og hvad så?!" Men efter at have lyttet til den guide jeg havde i øret og faktisk kigget på stenene, kunne jeg godt synes det var utroligt. Stenene blev rejst omkring samme tid som pyramiderne blev bygget. Det er så lang tid siden at det ikke er til at forstå! Det mest imponerende, synes jeg, var den jordgrøft, som var det første, der blev lavet for 5000 år siden - den kan man stadig se! Er det ikke utroligt at jorden mærkes så meget "bare" af en grøft? Det synes jeg var ... ja, tankevækkende.

Og nu, vel hjemme igen? Ja, nu ser vi frem til at fejre påsken!