Postkort, ja, det har knebet noget med at få nogen af dem sendt. Det er ellers ikke fordi vi ikke har oplevet noget siden foråret - nærmest tværtimod. Jeg er blevet ordineret, vi har haft en dramatisk sommerferie med Auntie Ruth på sygehus, efteråret er gået slag i salg med kurser, bryllupper både i England og Danmark og en begravelse i England også. Vi har fået en meksikaner i familien og har derfor lært alverdens små ord som f.eks. smør (Jeg kan sige det, ikke stave det). Vi er kommet godt igang med at dele menighederne i Esbjerg og Vejle imellem os. Indtil videre tegner det godt - jeg tror vi bliver glade for det. Og forhåbentlig gør menighederne så også - de virker i hvert fald godt tilfredse ind til videre.
Det helt store er nok at jeg efter en god men hård retræte i Sverige i begyndelsen af november har haft det ikke så godt. Jeg er træt, ked og slatten. Der er ikke noget unaturligt i det, det er vist bare faktisk godt at det kommer. Jeg har for første gang i tre år rigtig grædt over hvor svært det var da menigheden i Vejle eksploderede. Jeg har først nu mærket hvor trist det var da Duncan var syg. Og jeg lader mig selv være ked af at vi ikke endnu har fået det barn vi/jeg så gerne vil have. MEN jeg har det bedre nu end jeg havde for tre uger siden. Selvom jeg nu hvor jeg har arbejdet fuld tid i en uge godt kan mærke jeg ikke har så mange kræfter.
Anywho, glæder mig til julen: til ikke at "skulle" noget i to uger i streg. Til få lov til kun at være sammen med mine yndlingsmennesker, og til bare at være herhjemme flere dage træk.
Nåeh ja, og så har vi været til informationsmøde om adoption -fordi det jo kan være det er sådan vi skal have barn. Det var godt - og mærkeligt. Befriende at sidde der og se at de andre 30 der var der så lige så ualmindeligt almindelige ud som os. ACs hjemmeside er: www.a-c.dk hvis der var nogen, der skulle have lyst til at kigge. Det vi fik ud af aftenen - udover at vide en hulens masse om at huske bleer, børns reaktioner og etik i forhold til adoption og en masse andre gode ting, var at vi ikke er klar til at bestemme os for at adoptere - heller ikke selvom processen tager ca. 3 år (!). Så nu venter vi på hvad gynækologen har at fortælle os når vi skal se hende i januar. Og så forsøger jeg at huske på at kvinder før har grædt og bedt til Gud, og at han har givet dem børn. Og at det for nogen af dem endda var deres dybeste længsel endda det samme som hans vilje for dem. Maria, Hannah, Rakeel.... //
Post cardsm, we haven't sent many of those lately. Not because we haven't done anything since the spring. I've been ordained, we've had a dramatic holiday with Auntie Ruth on the hospital, the autumn has been filled with courses, weddings, a funeral and what not. We've got a mexican in the family and have learned to say all sorts of things like butter (I can say it but not spell it)We've started well with working together in the congregations in Vejle and Esbjerg. So far it's looking good, and I think we'll be happy with it. And the congregations doesn't seem to mind it either.
Since I was on retreat in Sweden in the beginning of November things have been quiet - I came home tired and sad although it's been good. I think it's a good thing. For the first time since we've been in Denmark I've felt how hard iot was when the crisis hit Vejle, and how sad I was that Duncan got ill. And I'm letting my self be sad that we haven't got the baby yet tthat we/I would so like to have. BUT I'm much better now than I was three weeks ago. ALthough noew after a wek on fulltime I feel very tired - I can feel I'm not in full stregnth yet.
Anywho, I'm looking forwards to the yuletide: Doing nothing for two weeks or so. Just being....
O, and then we've been to an information meeting about adopting - because maybe that is how we are going to have a child. It was good - and strange. Liberating to sit there and see that the other couples looked just as normal and ordinary as we do. If you're interested the website for the organisation is: www.a-c.dk - and it's in English too. It was a good evening, and we now know that we're not ready to decide to adopt - although the process may take up to 3-4 years(!) So now we're waiting to hear that the gynecologist has to say to us when we go there at the end of January. And I'm trying to remember that other women have cried and longed and that God heard them too. Mary, Hannah, Rachel ...

Det er forår, alting springer ud .... Der er gået planter i den. Jeg skrev for noget tid siden at hvis jeg skulle have en hobby var det at have venner på besøg til god mad, det er også et godt bud. Men jeg har opdaget at jeg faktisk har en lille hobby - min have. Til stor morskab for min kære mand, som har brugt meget krudt på at fortælle mig om sin barndoms traumatiske oplevelse i al Englands plantecentre med forældre og lille bror, om ikke bare interesserer sig for planter, men som også kan deres latinske navne ;-)

Sidst sommer var jeg på besøg i Tine og Jens' kolonihave og der så jeg den flotteste valmue, en meget stor og kraftig staude. I sidste uge fik jeg så frø af den - Tine var lidt i tvivl om om de ville spire når de nu var så gamle. Duncan købte et mini "drivhus" (som han har set Jean, hans mor, have). Og så i dag - sørme om der ikke er kommet spirer frem! Hurra! Så nu kan jeg vente spændt på at se om de bliver til mere end det. Jojo.

I sidste weekend var jeg på retræte en 30 km. nord for Vejle i et meget smukt område - og der tog jeg en blå bunddække blomster ting med hjem - jeg ved ikke hvad den hedder, men den er pæn. Og jeg så skovsyre blomstre, noget jeg aldrig før har oplevet.

Glædeligt forår!

//

It really has become almost summer! And I have nothing but plants on my mind - almost. A while back I wrote my hobby might be to have friends around for dinner - that might also be true. But I've discovered that I do have a little hobby: my garden. Both my little balcony and the one at the House. This is a great amusement for Duncan, who has gone into great detail in telling about the traumatising visits to varius garden centres across England with his parents and his brother. Who doesn't only like plants but even know their latin names ;-)
Last summer I went to visit Tine and Jens in their little garden, and saw the most beautiful poppy. Big and quite robust. Last week Tine gave me seeds from it, although she had some doubts whether they would sprout, seeing as they were fairly old. Duncan went to buy this little miniature "´green house" (which he'd seen Jean use). And then - today - there's little tiny sprouts. Hooray! So now I'm all excited to see what will come of them.

Last weekend I went away on a retreat in a very nice woodland area. And I took home some blue flowers from the forest floor. I have no idea what they're called. Also I saw these little plants, that taste sour (I don't know their name in English) in flower. Something I've never seen before. Happy spring!

Duncan on the roof. And after the fall with ice on the leg - and finally the bruise up close and personal. In the end it doesn't look very dramatic.

//Duncan på taget. Og efter faldet - og det blå mærke. Som endte med ikke engang at se ud af noget særligt.

The ends meet at last! // Orden ud af kaos

We have come home tired, slightly tanned and veru happy from a weekend off at the House. For three solid days we're been working our socks of. And finally we can see light at the end of the tunnel ( or rather: we can see the floor beneath the dirt) In either case both of us feel we've achieved something. Let me list it: SKirting bioards have been painted (till my back ached, luckily the weather was so good I could stand outside) , doors have been painted, walls have been painted, the ceiling has been painted a third time, we've put wall paper up, we've established that the lamps don't work (???!) the roof's been repaired, ready for painting in the summer (Duncan only fell down once - without getting the hammer/drill in his head and wihtout breaking anything). We've had the help of my mum, my brother, my uncle and his wife, and Jane & Jesper came on a surprise visit Sunday. We've slept very soundly from all the fresh air, and we've come home with a smile of, well, gratitude that we own such a pearl. We actually think we'll soon be able to have people in the House to stay! Obviously there's still little things to be done ( and I know its those that takes for ever) but still, it is little things. And above all its things that doesn't create that much dust! //Vi er kommet trætte og en lille smule solbrændte og meget glade hjem fra en friweekend i Huset. Der er blevet knoklet solidt i tre dage. Og endelig begynder vi at kunne se lyset for enden af tunnelen - eller er det gulvet under alt støv og skidt? I hvert fald føler vi begge vi har fået undrettet noget. Jeg nævner i flæng: Malet fodlister (til min ryg gjorde ondt- men heldigvis udenfor), malet døre, malet halvvæg og skorsten, malet loft tredje gang, tapetseret spisekrog, fået slået fast at lampestederne ikke virker (???!!), repareret tag (Duncan faldt kun ned én gang, dog uden at få hammer/boremaskine i hovedet eller brække noget), haft hjælp af min mor og lille bror (min far har været syg), min onkel og hans kone, haft besøg af Jane og Jesper (overraskelse med jordbærtærte), været til Tantens fødselsdag. Vi har sovet rigtig godt af al den friske luft, og har fået smil på læben af solen og vejret og ---- ja, glæde over at Gud la'r os eje sådan en lille perle. Nu tror vi snart vi kan inviterer gæster og sætte dem ned i en ordentlig stue! Der er selvfølgelig stadig "småting" der mangler at blive gjort, men det er til at overskue nu, og fremfor alt er det der mangler i stuen ikke noget, der støver så voldsomt!

Tjekket have // Groovy garden

Jeg blev så glad da vi påskesøndag havde gæster og Tine sagde at min have lød tjekket - fordi jeg havde klippet lavendler ned... Ak ja, hvis bare sandheden om haven var at den er tjekket. Det er den ikke - den er vild og vovet. Jeg holder vældig meget af Claus Dalbys udtryk om at dyrke have på slump, men ikke engang det er vores have vist endnu. Men hey, den er dejlig og solen skinner i den, fuglene synger, og kastanjerne sprang ud denne weekend! Så er er nogle billeder fra den tjekkede have! // Last week I told a friend that I'd trimmed the lavender in the House garden, she though it sounded like the garden was all groomed. Well, I wish (or do I?) It's not groomed, it's groovy. There's a Danish gardender who talks of gardening as of cooking: a little bit of this and littel bit fo that., I'm not sure we're even there. But still, the sun shines and the chestnuts became green while we were there this weekend. Here's a couple of photos from the groovy garden.

Lydia K er kommet til!

Jeg har haft det så sjovt idag, sammen med Tine. Vi mødtes - i arbejds øjemed - i Build-a-Bear butikken i Århsu i formiddags for sammen at bygge en bjørn. Det vil sige jeg byggede ogTine fotograferede, så hele processen er "dokumenteret" til en artikel til Himmel og Jord. Det var rigtig skægt! Tine havde på forhånd sørget for at vi måtte fotografere løs, men alligevel var der flere af de ansatte som så lidt sjovt på os (eller også var det noget jeg synes?) Der var i hvert fald en der sagde til mig: "Nu er den her bamse jo ikke til dig..." "Øh, jo, det er den faktisk... Øh, jeg er præst og øh... vi laver en artikel...." Han tog det meget pænt.

Hvis du ikke kender Build-a-Bear konceptet, så er det at man er med til at putte fyld og lyd i en bamse, man bestemmer selv dens ydre, og så kan man bagefter væklge forskelligt tøj og udstyr til den. Det store scoop er at alle bamserne får en hjerte indeni, som man skal fylde med kærlighed. Det hjerte putter man så inden i bamsen. Jeg skulle gnubbe på hjertet og ryste det, og blæse på det og sidst men ikke mindst kysse på det for at vække det til live. Jojo, det er ingen lille sag at lave en bamse!

Og fidusen er så, at jeg jo kan se hvordan man ud fra de her bamser som utroligt mange børn har, kan snakke om hvad det vil sige at være skabt af Gud, være skabt i Guds billede, og at vi også er blevet kysset og vækket til live inden i af Gud. "Jeg er lille, men dog stor, når Jesus i mit hjerte bor."

Nu laver vi en artikel til Himmel og Jord, jeg kommer til at holde en børnegudstjeneste med bamsen og der kommer også en post på min præsteblog om det. (www.praestens.blogspot.com)
Jeg skal også nok sætte nogle billeder ind her, så I kan se hvordan det gik til ;-)

I første omgang er her et billede af Lydia K (Det hedder hun, for man skal selvføgelig også give bamsen navn). Jeg kunne ikke stå for grisen - hun har endda krølle på halen. Og for anstændighedens skyld købte jeg underbukser til hende. Med hjerter på (!)

Han er opstanden, sandelig, han er opstanden! // He is risen - he is risen indeed!

Så er påsken her! Vi har begge haft nogle gode gudstjenester der hvor vi har været. Jeg har været i Vejle, Duncan har været både i Århus og Esbjerg.

Efter gudstjenesten fredag kørte vi op til Huset og mine forældre. Vi sov i huset og fik lavet noget der. Duncan fik malet halvmuren næsten to gange, jeg fik ordnet en smule i haven. Rykket lidt ukrudt op, ordnet en kant og plantet en bonderose. Det var dejligt at fingrene i jorden og at være udenfor! Det meste af tiden deroppe var vi dog hos mine forældre. De passede Rasmus (min nevø på 7 år), og min lillebror Lasse var der også. De var begge med ude i huset fredag eftermiddag. Rasmus sad troligt på en stol og holdt øje med ilden i brændeovnen - det er meget spændende! Sjældent er en brændeovn blevet så godt fodret med pap, papir, kastanjer og bark! Efter aftensmaden legede "drengene" krig - det var så sjovt at høre på! Jeg er meget i tvivl om ikke det var Lasse og Duncan der morede sig bedst. Hele huset (undtagen køkkenet hvor vi sad) blev mørklagt, og så gik de, bevæbnede med geværer af Dublo, på jagt i huset efter hinanden. Stakkels Rasmus. På et tidspunkt kom Lasse gennem huset med et gult lagen over hovedet og grinede ondskabsfuldt. Rasmus, der på det tidspunkt meget modigt havde gemt sig i et mørkt skab, kom ud, ligbleg og sagde med meget lille og høflig stemme: "Vil I ikke godt la' vær' med det der? Jeg kan altså ikk så godt li' det." Ak ja, det er svært at lege med de store! Lørdag kom mormor og morfar til frokost. Skiden æg, lam og nougatkage. Jojo, hun kan nogle sager hende mor Jane!

Lørdag morgen (kvarter over syv!) ringede Jacob for at fortælle os at han og Adriane nu er forældre til lille Eva. Så sent lørdag eftermiddag kørte Duncan så stærkt som aldrig før ned igennem landet. Vi nåede det liige inden besøgstiden sluttede. Eva er kommet til verden - og har allerede betaget os.

Søndag aften - påskedag - havde vi inviteret 11 mennesker til påskefest. Filosofien er at hvis påsken er årets største fest, så skal vi også opføre os som om det er det. Det blev en rigtig god aften! Duncans lam med rosemarin var fantastisk, han havde lavet Yorkshire puddings, så det var en rigtig engelsk søndags middag. Min citrontærte og kartoffelkager blev også gode. At være sammen med gode mennesker om god mad er noget af det bedste jeg ved. Hvis det kan være en hobby at have folk til middag, så tror jeg det skal være min. Det er godt for sjælen at være med mennesker man kan lide, have gode samtaler og dele dejlig mad! Billedet her er af borddekorationen, og påskeæggene.

En af gæsterne var Anne på to et halvt, som er Hollys særlige ven (Eller også er det omvendt). Igår lykkedes det dem at være på gulvet samtidig - og snakke sammen. Det blev dog for meget for Holly da Anna begyndte at løbe frem og tilbage i gangen.

Idag skal vi vaske op, slappe af og se den lille Eva igen - måske en smule mere afslappet denne gang! Og så tror Duncan han skal vinde over mig i Risk eller Settlers senere.

Så selvom vi ikke har haft ferie synes jeg nu vi har haft mulighed for at gøre rigtig mange gode "påskeferie"ting, og vigtigst haft mulighed for at se rigtig mange mennesker!

(Og i torsdags blev vi så godt som royale. Auntie Ruth modtog nemlig en særlig pris af den engelske dronning. Så vidt vi har hørt var det noget af en oplevelse. Vi er ret stolte af hende, for det er ikke en automatisk ting at få, det er noget man skal indstilles til af andre. Vi har altid vidst hun er noget særligt, men er glade for at andre også kan se det!)

//

Easter has arrived. We've both had some good services where we have been. I've been in Vejle, Duncan has been in Århus Thursday and Friday and in Esbjerg on Sunday.

Friday we went up north after the services. We managed to do a bit in the -House, but mainly we spent the time with my family. Duncan painted the halfwall almost twice, and I did a bit of gardening. My parents were looking after Rasmus (our 7 year old nephew), and my brother Lasse was there too. After dinner the "boys" were playing war - I'm not sure who had the most fun. The entire house, except the kitchen, was laid dark. I think Rasmus got himself quite a few sacres - it's not quite fair when your teammate and the "enemiy" can lay tactics in English without you realizing what's happening!

On Saturday morning while lying asleep in the House my phone went off - it was our friend Jacob telling us he and Adriane had become parents. So late that afternoon Duncan drove as fast he has ever done from one end of the country to the other - and we just got there in time to see the little wonder. Eva has entered the world, and our hearts.

On Sunday evening - Easter day - we'd invited 11 people around for dinner for a celebration of Easter. If it is the biggest feast of the year, we should act as if it is, is our philosophy. It was a really good night! Duncans lamb and rosemary was amazing, he even made Yorkshire puddings! So it was a decent roast dinner. My lemon pie-thing and cakes were great, too. And being with good people is just one of my favorite things. If it can be a hobby having people around for dinner I'd like to make it mine! I'ts good for the soul to be with people you like, have good conversations and share good food! The picture here is of the table decoration, and the easter chocolates. Anna, a little girl om two and a half, is one of Holly's special friends (Or is it the otther way around?) Last night they managed to be on the floor at the same time, although it was too much for Holly when Anna started running backwards and forwards in the corridor. Not that you can blame Anna; it's a long corridor that's made for running in with little legs!

Today we're going to wash up (!), relax and go to see Eva and her parents again - a bit more relaxed this time. And I think Duncan said something about whipping my behinds in a game of Risk - he wish!

(O, and then, off course, this Easter we almost became part of a roayl family as Auntie Ruth recieved Maunday money from the queen. Quite a day, from what we have heard. We're quite proud of her since it's something she gets because she has been recommended. We're always known she was special, and are happy others recognize that too!)

Mere Stonehenge

Jeg tog en del billeder af Stonehenge. Og kan huske noget af det, jeg fik at vi i øre sneglen. F.eks. er de store sten kommet hele vejen fra Wales. Først over land, så med båd fra kysten på Wales, udenom Cornwall og så op af floden Avon, og endelig over land igen de sidste ca. 30 km. Hvorfor lige Wales? Ja, det ved man faktisk ikke. De mindste sten indeni, som er blåagtige (Det kunne man dog ikke se) er lokale sten.

Stonehenge blev først bygget i træ, og siden rejste man så, ved hjælp af stilladser stenene. Man kender ikke betydningen af Stonehenge, eller de "woodhenges" som findes rundt omkring (Altså tilsvarende steder bygget i træ). Men man har fundet ud af at stenene virker som en slags kalender, fordi solen på midsomme dag, ved hjælp af en sten placeret udenfor cirklen, kaster en skygge gennem cirklen ved solopgang på sommer middøgnet. Derfra viser solen sig så midt imellem forskellige sten hver måned. Men hvorfor det har været vigtigt at vide, ved man ikke, ej heller ved man hvorfor Stonehenge blev bygget præcist på denne bakke, der dengang var skov.

Det er vældig fascinerende at tænke på at mennesker for så lang tid siden at man kan blive svimmel af at tænke på det, havde brug for at kende tiden ligesom vi har det. Og at de kunne bygge noget så kolossalt ved hjælp af rå muskelkraft, træ og snilde. Det får mig til at tænke at jeg er uhyggeligt afhængig af maskiner for at kunne noget som helst.

Marts måned kom og gik - men ikke uden begivenheder. Egentlig ville vi have puttet nogle billeder ind fra Huset i februar - vi har ikke været der oppe siden, men skal afsted et par gange i april. Så skal der nok komme en opdatering. Først i marts var der min fødselsdag, som blev fejret behørigt, synes jeg. Fredag aften havde vi "diverse" venner på besøg - det var rigtig hyggeligt. Og da de tog hjem sad jeg tilbage med en følelse af at være meget rig. Lørdag kom mine forældre, min onkel, tante og fætter Jens på besøg. Det var en god dag - selvom jeg er bange for at jeg overfodrede dem. Men jeg havde fundet en opskrift ( i min mors blad) på både flødekager og napoleonshatte, som jeg var nødt til at prøve på dem ;-) Så kom foråret også i marts - og vi fandt straks vanen fra sidste år frem med at tage til Tirsbæk Strand med en madpakke. Det er det nærmeste vi ligenu kommer på at have en have hernede. Vi kan mærke nu hvor foråret for alvor har indfundet sig at vi savner lidt græs at gå og pille i. Der er grænser for hvor mange gange man kan vende en urtepotte... Selvom vi bestemt er glade for vores terrasse!

Den sidste uge i marts har vi brugt i England i Salisbury på Sarum College. Det er der hvor Duncan læser. Han havde nogle forelæsniger og et par vejledninger. Jeg havde min computer og mine bøger med. Det var ikke en ferie uge, og det føltes heller ikke som ferie. Vi var meget arbejdsomme, synes jeg. I hvert fald er jeg nået betydeligt længere med min opgave end da vi tog afsted. Den skal aflevedes om en måned, så det skal også til at være. Som min kære vejleder sagde, da jeg fortalt ham jeg var ved at gå i panik for godt to måneder siden: "Jaeh, men det er da også ved at være på tide, Anne." Det er godt med ærlige folk!

Lige ved Sarum ligger en af Englands ældste katedraler. Den ældste del af kirke er 800 år gammel (!). På billedet Duncan har taget at skibet kan man rigtig få en fornemmelse af rummets størrelse. Det er en særlig måde at være kirke på, i en katedral. Men en måde jeg holder meget af - i hvert fald at besøge. Jeg ved godt hvorfor jeg hører til i en lille menighed, når jeg har været i katedralen i en uge. Men der er også noget fint ved at have så gammelt et sted, der stadig er levende. Og som nærmest har dets eget liv. Fordi huset er så gammelt, og traditionerne så gamle har jeg nærmest fornemmelsen af at vi mennesker bare er små ting, som får lov til at flyde igennem for en tid, men katedralen har egentligt sit eget stroe og langsomme liv. Det er en meget betryggende fornemmelse, som giver vældig meget ro. Og så er det utroligt at opleve en kirke som har råd til meget finere ting end vi andre har. (Jeg ved godt de ikke har uanede mængder penge til rådighed - jeg snakkede også med stedets præster). For eksempel havde de i år en række billeder af påsken udstillede, som var meget smukke og enkle.

Duncans forældre tog sig tid til at køre ned og besøge os. Det var rigtig godt at se dem, og have en hel dag sammen med dem. De tog os med ud til Stonehenge, som kun ligger en halvtimes tid væk i bil. Det var en meget speciel oplevelse. Først var det lidt "okay, der står nogle store sten på en mark - og hvad så?!" Men efter at have lyttet til den guide jeg havde i øret og faktisk kigget på stenene, kunne jeg godt synes det var utroligt. Stenene blev rejst omkring samme tid som pyramiderne blev bygget. Det er så lang tid siden at det ikke er til at forstå! Det mest imponerende, synes jeg, var den jordgrøft, som var det første, der blev lavet for 5000 år siden - den kan man stadig se! Er det ikke utroligt at jorden mærkes så meget "bare" af en grøft? Det synes jeg var ... ja, tankevækkende.

Og nu, vel hjemme igen? Ja, nu ser vi frem til at fejre påsken!

Well we've just had a weeks break at our summerhouse, and we're nearing completion, so much so that we actually had a few days without working on it. All the dusty building work is finished now, so we've cleaned, and cleaned, and cleaned - its amazing how much it takes to clean up after all the building work we've done. But we've now moved in almost properly, we've got a sofa, table, chairs, bed - all in; the only thing missing is the kitchen, which'll be built next we're up, but thankfully that shouldn't make as much mess as the other stuff we've done - so hurrah. I'd put a picture in too, but our camera is very fussy over which batteries it likes (got to have lots of power) so we couldn't take any pictures :( But heres a picture from when we first bought it (I really look forwards to summer again)
Duncan

Nu hvor jeg var ved at fortælle om mine vægge er der egentlig to andre ting, som giver varme. Det første er en lyskæde i et af vores store, og ligenu mørke, vinduer. Den gi'r et urtoligt rart lys. Ikke særligt stjernehimmel-agtigt....Men rart. Den anden ting er en ikon, som jeg efter at have kigget på den i to år, nu har købt. Jeg så den første gang da Duncan og jeg var i Rom. Det, der først faldt mig ind som usædvanligt er at Jesus barnet sidder på Josef's halvdel af billedet. Og så synes jeg der er en utrolig ømhed og helhed i billedet. Det hænger i min nye krog. Her har jeg et lille skrivebord og alle mine bøger. Både skole-studiebøger og andagt-"studie"bøger.

// Seeing as I was telling about my walls, there's two other things. The first one is the fairylights I've bought and put up in one of the big windows of the living room. It gives such a nice, warm light. The other thing is an icon I have bought now, after looking at it for two years. I saw it when Duncan and I were in Rome. The thing that caught my eye about it is the fact that the Christ child is om Joseph's half of the picture. And then I find such an immense sense of tenderness and wholeness in the picture. It hangs on the wall in my corner of the living room. I've got a little desk there, and all mu books - both for study and for relaxing.

At male på væggen og andre finurligheder .... Sidste weekend blev en finurlig weekend. Fordi vi gjorde nogle usædvanlige ting. Torsdag tog vi på skovtur på stranden med varm kakao om aftenen i frost og blæst. Det var MEGET koldt. Og det var ikke så romantisk, snarere sjovt. Men Holly nød det, og der var noget rart ved at gøre noget skørt. Senere torsdag aften blev vi inviteret på aftensmad i Hjørring hos min nærmest-kusine Lene, som skulle have barnedåb søndag. Lasse ( min lillebror) og hans kæreste skulle stå fadder. Og fordi det var søndag, og vi ikke havde haft så længe til at gøre det anderledes og det ene med det andet, gjorde at vi ikke kunne være med til dåben, hvilket jeg var ked af. SÅ derfor tog vi imod invitationen til aftensmad fredag. Som Duncan retorisk spurgte: "Hvad er mest skørt: At tage på stranden i frost eller at køre 400 km for aftensmad?" Det blev en rigtig hyggelig aften!! Lene og Rene er både hyggelige og sjove mennesker, og det er Lasse og Maria også.

Lørdag morgen kom et par fra menigheden i Vejle hjem med deres lille søn fra Etiopien. Det var meget, og det skulle vi selvfølgelig være med til. Desværre var de en time forsinket fra Frankfurt, og det betød at Duncan var nødt til at køre igen inden de landede, for han skulle være i Holstebro kl. 15.00 fora t planlægge en lejr for teenagere ... Men jeg var med hele vejen og så både deres glæde og den lilles ro ved synet af alle de her mennesker, som stod med flag i hænderne og tårer i øjnene. Der er noget meget stærkt ved oprigtigt at dele andres glæde!

Vel hjemme igen blev jeg enig med mig selv om at vores vægge er for hvide, så jeg bestemte mig for - sådan helt diskret - at male lidt på en af dem. Måske bli'r det til mere en gang? Det gav en vis glæde at bryde konformiteten og gøre noget som jeg ellers for 20 år siden ville være blevet skældt ud for ... Jeg husker stadig hvor uimponerer især min far var da jeg havde kradset et kunstværk på hans klaver - det kan stadig ses, hvis det skulle have interesse ;-)

Søndag var der gospelgudstjeneste i Vejle med medlemsoptagelse! Duncan var jo i Holstebro og sluttede af der - det endte med noget rollespil i marts for de nyligt konfirmerede... Og søndag aften lå jeg foran fjernsynet mens han holdt meditativ gudstjeneste i Esbjerg.

Nu må I ikke blive alt for forpustede over denne her weekend (Selvom jeg blev det lige i tawe') Det er alt sammen gået meget godt. Vi har gået nogle lange ture sammen og sovet længe, og så er det egentlig landet meget godt. Denne her weekend er også fyldt, men både lørdag og søndag aften er frie - så det er dejligt! Og om en uge? Ja, så har vi ferie! //A Peculiar Weekend Last weekend was a peculiar weekend. BEcuase we did peculiar things. Thursday we went to the beach with hot chocolate in frost and strong wind. It was VERY cold. As you can tell from my red nose. It wasn't romantic - more funny. But Holly enjoyed it. And there was somethign nice about douing something so silly! Later Thursday evening we were invited to come to Hjørring (up north) for dinner Friday evening. My cousin, Lenes daughter was getting bepatized on Sunday, but for various reason we couldn't be there - which I could have really liked to be. So we accepted the invitation. As Duncan said "I don't know what's most cracy - picnic in the dark and cold or driving 400 km. to get dinner?" As it turned out it was a really nice evening.

Saturday morning we went to the airport to meet and greet a couple from the congregation in Vejle, who returned from Ethiopia with their son. Unfortunately they were an hour late from Frankfurt, and that meant Duncan had to leave before they arrived. He had to go to a planning meeting for a teenage camp later this spring. But I was there and saw both their great joy and the little boys calm at the sight of all these people with flags in their hands and tears in their eyes. There is something very powerful about sharing other's joy.
At home again I concluded that yes, our walls are just too white. So I painted - descretely, off course - on one of them. It felt good to challenge conformity, and do something that 20 years ago I would've been told off for. I can still remember just how unimpressed my dad was when I had scratched a little masterpiece on his pianio. It's still there to be seen, should you be interested.;-)

Sunday there was a gospelservice in Vejle where new members were accepted into the congregation. Duncan was off planning, and in the evening, when I was lying in front of the telly, he was in Esbjerg doing a meditative service there.
Please, don't gett o out of breath at the sound of all this (although I my self was at the time) It all went well, we've been for some good walks this week, have had a lie in, and this weekend, althoug busy, at least we're inthe same place. And in a weeks time? Well, that's holiday!

Well I've finally done it! I'm sure that the 4c catagory means that I'm 'Rigspolitichefen' (Police Chief), so watch out! :P Second time round, didn't speed this time, I failed because I drove too fast - not that I intend to be a boy-racer or anything. I've had a paper driving card for the last week and then the 'real' thing arrived yesterday in the post. Its a funny thing driving because you gain alot more freedom in being able to get were you want to be when you want to be(within certain limits), but with that freedom also comes responsibility, responsibility for your car, other motorists, pedestrians, after all it is a potentially lethal thing you're now in control of. That duality of freedom and responsibility is probably true of much that gives freedom, with it comes the responsibility to use it properly.

Det kører for Duncan! Frem og tilbage over det mest af den sydlige region ;-) Det føles også som ren luksus at få lov til at være passagerer. Den første gang han kørte tilbage efter brunch i Esbjerg hos Jane og Jesper var godt nok lidt underligt - jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle stille op med mig selv. Når man nu kun har siddet bag rattet i næsten et år. Hvad får man lige tiden til at gå med ved siden af?! Jeg har dog opdaget at man kan se mange ting ud af vinduerne. Og så prøver jeg at koncentrere mig om ikke at kommenterer alting ---koblingen er ikke altid ligenem og gearskift er ikke så glidende, endnu altså.
Ellers går det stille og roligt. Vi har været glade for at bo på anden sal i den forgangne uge. Vandet i åen skal stige en del før det påvirker os her! Selvom det nu var "vores" å, der skabte kaos i midtbyen. Stenen vi plejer at måle efter var helt væk. Man kunne ikke engang se hvirvler ovenover den, så der var meget vand.
Efter de sidste to dage at have mødet mennesker, som har turdet være ærlige med hvordan de har det, vil jeg øve mig i også at turde. Det er så nemt at svare pænt, når man bliver spurgt om hvordan det går. Især når der bliver spurgt til hvordan Duncan har det. Svaret er at det går op og ned. Og ikke altid ligemeget op. Det kombineret med det her uafbrudte regnvejr har gjort det knap så fedt. Jeg har grund til at tro at det vender nu - ikke kun fordi der er klar frost og solskin udenfor. Men af mange grunde. Bl.a. fordi vi den anden dag blev ringet op af en ven, som vist ikke var sikker på hun skulle, men som gjorde ret i det hun sagde. Det er godt med folk, som kærer sig (godt gammelt udtryk) nok til at blande sig ;-)
Derudover er der to uger til vi har vinterferie. Den skal bruges på "Projekt Hus" og så hinanden. Jeg glæder mig!
I aften skal vi på skovtur til Tirsbæk. Forhåbentligt er der stjerneklart!

Vi har ikke skrevet siden vi kom hjem fra England. VI havde en god tur. Særligt Duncan nød sproget, fish'n'chips, og Christmas pudding (Jeg har stadig ikke helt fanget pointen med de sidste to?!) Selvom vores ophold var lidt kort passede det hele nu meget godt. Måske fordi julen er et tidspunkt hvor alle har afsat tid til at være sammen, og måske fordi dem vi gerne ville se var samlet på ét sted på én gang. Og nogen af dem kom endda over til Ian og Jean så vi ikke skulle rejse efter dem. Det betød bl.a. at vi fik set lille Eve (Duncans kusines datter) Hun var et år til vores bryllup, nu går hun i skole og delte knallerter ud til os alle sammen inden vi spiste. Nogle stykke fra Duncans ungdomsgruppe spiste frokost sammen en dag (på en café hvor varme var et fremmedord) Allerbedst var det at se James igen. Han planlægger at tage til New Zealand i 18 måneder. Måske er det længe nok til at vi kan spare op og tage ned og se ham? Han har problemer med at udfylde de relevante ansøgninger hvor han skal forkalre de faglige fordele ved hans ophold. Det viser sig at dykning og snow boarding ikke tæller som fagligt materiale for revisorer...
For en gangs skyld havde vi også mulighed for at være med til det årlige Thompson juletamtam. Det var rigtig sjovt - godt at ha' tid til at snakke med kusinerne og deres kærester, og opleve at vi er en del af en familie også i England. Det var begrænset hvor meget vi nåede at være sammen med dem mens vi boede i England. Den dag vi tog afsted spiste vi frokost hos Granddad og Winnifred. Granddad især ser gammel og skrøbelig ud. Det er altid mærkligt at tage afsted fra dem - vi kommer til at tænke på om de mon er her næste gang vi kommer?
Vi kom hjem til midnat d. 30, Duncan stod op og tog til gudstjeneste i Århus søndag, og om aftenen holdt vi Nytårsaften i Esbjerg. De første dage i 2007 blev brugt på at hvile. Og ligenu kæmper jeg med den forkølelse jeg reddede mig i den kolde café. Næste ting på programmet: Duncans køreprøve!! ///Haven't written since we came back from Christmas. We had a great time in England. Especially Duncan loved the language, the fish'n'chips and the Christmas pudding. (I still don't quite get the latter two?!) ALthough our stay was rather short everything fitted in nicely. Maybe because Christmas is a time of year when people have time to be together anyway - and maybe also because so many of the people we'd like to see was gathered at one place at one time. Some of them even came to us. So we saw the lovely little Eve - she was 1 at our wedding but is now a little lady who attends school, and hands out crackers to every one. Some of the guys from Duncan's old youth group came together for a lunch. Duncan was happy to catch up with them. I was happy to get a chance to catch up with James. Good man, good friend. He's off to New Zealand for at least 18 month. Maybe long enough for us to save up to go and see him?! He was having problems filling in the forms to his firm to explain the actual benefits for his work if he went (apparantly scuba diving and snow boarding doesn't count as professional targets in accounting?!) For once we also had the oppertunity to be at the annual get-to-gether-Christmas-party in the Thompson Clan. On the day of us leaving we had lunch with Granddad and Winnifred. Especially Granddad looks frail and old. It's always strange leaving them, because we can't help but think "will they be here next time we come over?"
We came home at midnight on the 30th, Duncan got up for the service in the morning, and in the evening we welcomed the New Year in Esbjerg. The first days in 2007 was spend resting - and now, secong week, I'm fighting off the cold that started in that *** cold restaurant in Sutton. Next up: Did Duncan pass his driving test today?!